4H Børnedyrskue

4H møder du nordvest for den store ring. Her har 4H sin vante plads og byder igen i år på et lille hyggeligt dyrskue for børn. 4H-medlemmernes dyrskue starter fredag kl. 15, men for de besøgende tidligere på dagen vil der også være mulighed for at se alle 4H-dyrene.
 
Hos 4H vil der være en masse dyr, der er vant til at blive klappet og kælet for af børn. Her kan du møde heste, kalve, katte, hunde, kaniner, marsvin og måske et får. Hos 4H er der også en af posterne til dyrskuets skattejagt. Skattejagten besøges både af en masse børn fra skoler og børnehaver fredag formiddag, men gæsterne resten af dyrskuedagene får også mulighed for at komme rundt og løse opgaver. Papir til skattejagten udleveres ved indgangene til dyrskuet. 
Hos 4H er der mulighed for at lege i den store halmborg. 

Når børn og voksne bliver trætte, sultne og tørstige byder 4H´s pølsevogn og café på lidt at spise. I 4H´s telt udstiller 4H-børnene opgavebøger om deres dyr, madlavning, have eller måske cykel. Dem må de besøgende gerne kigge i.

Alle børn kan være med på dyrskuet
De udstillende børn er alle medlemmer af 4H. Det er det eneste krav, for at kunne være med på denne udstilling. Og så skal de selvfølgelig vide noget om det dyr eller den ting, de udstiller på dyrskuet. Der er ingen krav om en bestemt race eller stamtavle til dyrene. Det vigtigste er, at barnet kender dyret, er vant til at passe og pleje det og så vidt mulig selv kan håndtere det. Der må dog gerne være en voksen med til at hjælpe med at få kaninen ud af buret eller trække hesten frem til ringen.
 
4H-dyrene bliver bedømt ud fra hvad barnet kan fortælle om dyret, hvor flot det er pyntet og hvor godt samværet er mellem barn og dyr. Så der kommer nogle dommere og snakker med barnet om pasning og pleje af dyret, samt oplevelser med det. Derudover kigger de på, hvor flot dyret eller dets bur er pyntet, og så skal barnet vise sit dyr for dommerne. For de store dyr i en ring, de små dyr vises frem på et bord.
De børn, der ikke har et dyr, kan udstille have, hobby eller bagværk. Her laver barnet også en udstilling og skal fortælle dommerne om hvad det har lavet. 
Endelig kan barnet vælge at udstille en 4H-opgave. En 4H-opgave er en slags projektopgave, hvor barnet lærer noget om et selvvalgt emne og fortæller om sine egne erfaringer. Det kan være om dyr, have, natur, bagning, madlavning, cykel eller noget helt andet. Der er opgaver i mange forskellige sværhedsgrader alt efter barnets alder. 4H-opgaven bliver før dyrskuet læst og bedømt af nogle dommere, som også giver point for opgaven.
Alle 4H-udstillere får en flot T-shirt, får overrakt en roset i ringen lørdag eftermiddag og har mulighed for at vinde en ærespræmie for sin udstilling eller en præmie for at være god til at holde orden på sin udstilling. Endelig er der arrangeret mønstringskonkurrence for heste og kvæg samt agility for hest, kvæg, hund og får.
 
4H tager imod nye medlemmer, der gerne vil med på dyrskuet frem til 21. maj 2018. Det kan ske på hjemmesiden www.4h.dk eller på en mail til: hh@njylls.dk

4H er andet end dyrskue
Som medlem af 4H er der mulighed for at deltage i forskellige arrangementer. Der er nogle lokale aktiviteter og nogle aktiviteter der foregår forskellige steder i Vendsyssel. For eksempel er der 4H-haver i Jerslev og Sindal. Derudover har klubberne forskellige aktiviteter lige fra værkstedskursus til kæledyrskursus. Derudover kan f.eks. være virksomhedsbesøg, madlavningsdag og dyrlægebesøg.
 
4H-børnene får også en årsnål for hvert år de har været med i 4H. 
Hvis nogle voksne har lyst til at lave nogle aktiviteter med børn, er der mulighed for at starte nogle flere lokale hold. Det kan være madlavning, hobby, dyrepasning eller andet, måske en blanding af aktiviteter, der passer ind i 4H´s formål. Alle voksne hjælpere skal naturligvis fremvise en børneattest og får gode råd, vejledning og hjælp af erfarne 4H-ere. 

Madskoler
4H afholder madskoler i sommerferien. En madskole svarer til fodboldskole, men her er mad og sundhed i fokus. Det betyder, at børnene møder på skolen de 5 hverdage i ugen kl. 9-15 og tilbereder en masse mad, dyrker motion og besøger en gård. Der laves både kolde og varme retter, læres om sund og usund kost, køkkenhygiejne samt hvor maden kommer fra.

Læs mere om madskoler og tilmelding til disse på www.madskoler.dk
Vil du vide mere om 4H, kan du kontakte os på mail: hh@njylls.dk eller telefon: 2074 0265